Kort opsummering.
Fik ildebefindende og måtte med bussen hjem.
—————————————————-
Referat.
Kl. 05.30 var det afsted mod startområdet, hvor der var kaos. Morten og jeg stod på en sidegade indtil vi kom afsted kl. 07.00 en halv time forsinket. Eneste gode ting var, at der var omkring 15 grader.
Nåede at vinke til Berit og Jette inden afgang mod bakkerne
Forventeligt blev der kørt stærkt den 1. time hen mod bakkerne, hvor alt blev normaliseret efter, hvor gode bjergben, man havde. Morten var foran, og jeg havde en god fornemmelse på de første bakker og mod Lluc.
Op mod tankstationen kom de plettede ryttere forbi, så herefter var det 167 km ruten, som var i sigte.
Videre op til appelsinboden og depotet ved Puig Major, stadigvæk med forholdsvis gode ben.
Et meget kort depotstop med opfyldning af væske før de sidste kilometer før tunnelen og den lange nedkørsel til Soller.
Småregn havde gjort nedkørlen farlig, så jeg tog det forsigtigt. Andre trodsede naturlovene og slog sig. På nedkørsel mærkede jeg en ondt i maven. Ikke usædvanligt, da energidrik og diverse sukker produkter godt kan lave knuder på maven.
Vel nede ved Soller slog varmen igennem. Jeg vil tro, det var omkring 25 – 30 grader.
Næste stint ud mod Dea blev begyndelsen til enden. Et kuperet område, høj varme og en begyndende kvalme satte ind. Lige efter Dea blev sømmet sat i kisten. Kvalmen var taget til og jeg måtte af cyklen for at kaste op.
Jeg prøvede desperat at få noget væske i kroppen igen, men alt måtte op. I al elendigheden kom der 2 engelske ryttere og spurgte, hvordan jeg havde det. De viste sig at være læger, så jeg var lige pludselig i gode hænder.
De tjekkede puls – om jeg havde ondt i brystet eller ned i armen – og fik mig sat i skyggen. De kom hurtigt til konklusionen, at varmen og anstengelserne havde gjort det slemme ved mig og var årsagen til mit ildebefindende – og at jeg skulle bryde løbet – og prøve at få noget væske indenbords igen.
Jeg så skriften på væggen, takkede for hjælpen, og satte mig til at vente på, at M312 fejebladet skulle komme forbi og samle mig op.
Efter nogen tid kom jeg til den konklusion, at der ikke var M312 hjælp at hente, hvor jeg var. Kortegen var kørt ind på 225 km ruten.
Så jeg blev nødt til at cykle de næste 15 – 18 kilometer frem til depotet i Esporles for at få hælp.
Det blev en lidelse. Drænet for energi kunne jeg ikke meget, så det blev mange pauser inden jeg nåede depotet.
Her mødte jeg min nye Mallorcanske depot cykelven Oscar, som var den eneste engelsktalende hjælper her. Til gengæld var han meget hjælpsom, og fik ringet til baglandet for en vurdering af det næste skridt.
Konkusionen blev, at jeg skulle samles op af M312 fejebladet, hvor 225 km ruten kommer tilbage til hovedruten ca. 1 km længere ned af vejen.
Jeg takkede Oscar for hjælpen og trillede til opsamligsstedet. Her var jeg kl. 13.30.
M312 fejebladet kørte som det sidste køretøj for at samle forliste ryttere op undervejs. Så ventetiden blev lang, men lidt i kl. 15.00 holdt den der.
Lidt som frygtet var bussen allerede godt fyldt, og da vi var 5 ryttere, som skulle med herfra udbrød der lidt panik. Men med spansk pragnatisme kom alle mand omborg. Cykler placeret overalt, hvor der var plads, og ryttere på trinbræt og hattehylder.
Det gode ved den situation var at bussen var fuld, og næste stop var målområdet i Muru, Alcudia. Så kursen blev sat og omkring kl. 16.00 blev jeg læsset af.
Selvom jeg havde brudt løbet kørte jeg over målstregen og modtog min medalje. Jeg synes selv, jeg have fortjent den 🙂
Herefter kørte jeg hjem på hotellet, hvor genopfyldningsprocessen blev startet med det samme. Masser af væske og mad i moderate mængder har i skrivende stund fået gang i systemet igen.
PS: Morten gennemførte 167 km ruten i fin stil.