Så kom dagen, hvor kongeetapen skulle køres – Passo Stelvio (2760 meter). Vejrudsigten meldte høj sol – så forholdene kunne ikke blive meget bedre.
Morten, Søren, Finn og jeg tog bilen ud til en lille by Oris. Det var vores udgangspunkt, hvilket vil sige godt 30 km stigning og godt 2.000 højdemeter i vente.
Der var en del modvind i dalen, men så snart vi kom ind i skoven var det fint cykelterræn. Stigningen kan beskrives med at starte blødt (blåt) de første 8 km – hvorefter den tager fat og går over i gul resten af vejen til toppen (7 – 10%). Men det en forholdsvis jævn stigning – den er bare forbandet lang. Alle sving er nummereret startende med nummer 48 – så man kan sagtens følge med i sin vej mod toppen.
Finn og jeg dannede bagtrop – og med nogle indlagte fotosessioner undervejs – gik det ganske uproblematisk. Bevares – der skal hænges i, men stigningen føltes ikke vanskeligere end gårsdagens.
Der var en del trafik af biler og især motorcykler, som gjorde, at man hele tiden skulle have et vågent øje.
De sidste 6 km var ekstremt flotte – man kan se hele bjergvæggen rejse sig for en – med alle terasserne og svingene. Samtidig kan du følge med i afstanden til toppen – og det blev en rigtig god oplevelse.
Oppe på toppen cykler man ind i en fest. Masser af cyklister, bilister, motorcyklister, skibumser (sommerski) – det er et stort virvar.
Godt oppe var det tid til Pizza Stelvio og cola – inden der blev taget fællesfoto af alle 12.
Nedkørselen var også en oplevelse. Her skal man navigere sammen med biler og bindegale motorcyklister i hastigheder op mod 60 km i timen. Vildt.
Vel nede pakkede vi bilen og kørte tilbage til Merano. Endnu en dag på kontoret var forbi.
