Vejrudsigten for dagen var regn i stride strømme. Og det skulle vise sig, at holde stik. Så planen om Passo Stelvio blev hurtigt sat på stand by.
I stedet skulle Jaufenpass køres. Allerede ude af Merano var jeg blevet sat – men det lykkedes mig at få fat i Finn og Per. Et stykke ude af den trafikerede hovedvej skete misforståelsen. På et skilt stod der Schweinsteg, og her drejde vi imod (hvordan kan det forveksles med Jaufespass?).
Jeg vil mene, at det er den stejleste opkørsel, jeg nogensinde har kørt. I godt 1.400 meter kommer Finn og jeg til “Gasthof Sterneck”. Her sætter vi os ind for at snakke om udviklingen. Per har været foran os, men kommer tilbage. Vi får lidt at spise og drikke (alkohol). Krofatter giver os et kort – og forklarer, at hvis vi fortsætter lidt endnu – så går vejen tilbage til Merano via Verdins. Eneste ulempe er et lille stykke på 1 km med grusvej. Så langt så godt.
Opmuntret af krofatter og alkohol fortsætter vi til Videgg (1.536 meter), hvor grusvejen begynder. Efter lidt samråd fortsætter vi – det er jo kun 1 km – men her sker dagens anden misforståelse.
De næste mange kilometer foregår på den væste grusvej – og oven i hatten er man så ved at grave vandledninger ned i vejen – så det hele er en stor mudderpøl. Gravemændene ryster på hovedet af os – men vi bliver nødt til at fortsætte.
Endelig kommer vi ud på asfalt igen – solen bryder frem – og vi skynder os tilbage til Merano.
Tilbage i byen har jeg kørt 45 km – så jeg tager en flad tur til Bolzano retur for at få kørt lidt kilometer. Så alt i alt 100 km for dagen.
En kort kommentar til Schweinstegområdet. Fantastik flot natur, et rigtigt område for hikere – derfor en masse kroer Der går 2 svævebaner op fra henholdsvis Hirzer og Verdins.
