Den 5. gang på startstregen til dette sindsyge løb (på godt og ondt). Efter sidste års nedtur var det tid til at rejse sig ved det træ, som jeg faldt hårdt ved sidste år.
Målet for løbet var at passe på mig selv og få en god oplevelse.
Starten gik kl. 06.30, men da der var 8.000 deltagere kom jeg afsted kl. 06.42. Det var faktisk hurtigt!
På vejen gennem Alcudia fik jeg lige hilst på Jette, som var stået tidligt op for at se den store cykelkaravane suse forbi i en endeløs strøm.
Som sædvanlig gik det i fin fart mod Pollenca, hvor man drejede af mod Lluc og bjergene.
Jeg fandt snart nogle ryttere, hvor hastighed og kørestil passede perfekt til mig. Ikke for hurtigt og konstante forhold var vigtigt for ikke at bruge for meget energi for tidligt.
Det betød, at jeg skulle i “endurance” mode. Den bedste måde var at køre efter min puls, som helst skulle være under 140.
Det var spændende, hvordan jeg ville reagere på kørslen i bjergene, da jeg ikke rigtigt havde trænet til det.
Men det gik over al forventning. Modsat sidste år, hvor jeg kæmpede opad, fandt jeg hurtigt en god kadance, samtidig med, at jeg kunne følge med min gruppe. Det var godt nyt.
Lige efter Lluc på vejen op mod Tankstationen var der nogle ryttere, som grinede af mig. Det viste sig, at jeg ubevidst havde ringet til Jette, og åbenbart også havde sat medhør på (Apple kan nogle tricks), så der blev sagt HALLO nogle gange. Efter at have beroliget Jette, så var det videre mod Appelsinboden.
Hvis man troede de værste stigninger var ovre, så var det en ommer. Strækningen var kendetegnet med meget stigning og nedkørsel, men samlet set gik det op.
Der var ikke tid til appelsiner ved Appelsinboden, da der var et stejlt stykke før tunnelen og det første depot. Sammen med mine følgesvende kom jeg godt op og gjorde et kort stop for at tanke vand på depotet.
Det næste stræk til toppen af ruten (Puig Major tunnelen) var hårdt terræn. Vejret havde ændret sig. Der var modvind og kraftigte vindstød, så det gjaldt om at putte sig.
Lige før tunnelen blev jeg passeret af “de Grønprikkede”. Det var de ryttede, som man skulle være foran eller sammen med for at nå 225 eller 312 km ruterne. Og dem så jeg ikke mere til 🙂 Men det var nu heller ikke en del af min plan.
Nedkørselen mod Soller blev spændende. Som sædvanlig en hurtig omgang, men i år tog jeg det lidt mere forsigtigt pga vindstødene. Halvvejs nede trådte jeg af på naturens vegne med en fremragende udsigt ud over Soller dalen 🙂
Vel nede fik man lige nogle få hundrede meter på flad vej, inden man drejede mod højre og Deia. Den smukkeste del af ruten, men også de 20 km, som jeg frygtede mest.
Det var her, jeg mødte mit Waterloo sidste år. Nogle lange seje bakker kombineret med hidsige stejle stigninger kunne trække de sidste kræfter ud af kroppen, hvis ikke man havde disponeret rigtigt.
Jeg holdt mig stadigvæk i den samme gruppe af ryttere siden bjergenes start. Ingen kraftige forceringer og med stabilt tempo nåede jeg Deia. Lige efter byen er der en hård, hård opkørsel, men den blev også forceret, dog i panikgearet. Jeg var nu nået igennem halvdelen af løbet, og sendte Jette en kort status.
Ved Valldemossa var der en lang nedkørsel efterfulgt af en fladt stykke før den sidste lange bakke inden bjergene var slut.
Det var tydeligt, at folk var ved at blive trætte. De mange højdemeter havde sat sine spor. Også hos mig. Jeg så frem til det næste depot i Esporles.
Men først var der nedkørslen fra Nova Valldemossa, som skulle klares. Her så jeg eksemplet på, hvor galt det kan gå. En rytter havde mistet kontrollen i et sving og var styrtet hårdt. Ambulancen var der heldigvis allerede. Det gav lige et gip, og resten af nedkørslen foregik meget stille.
For enden af nedkørslen var der “cut off” tid.
Den betød ikke noget, da mit primære mål var 167 km, og jeg allerede havde overskredet tiden med 25 minutter.
På depotet i Esporles glædede jeg mig til at møde Oskar og takke ham. Sidste år hjalp han mig i al min elendighed, da jeg måtte udgå.
Men depotet var lavet om til et fælles depot for både 167, 225 og 312 km ruterne. Det betød, at menneskehavet var enormt, og det var nærmest umuligt at komme frem eller tilbage. Jeg fik parkeret cyklen, tanket vand, fortæret en sandwich og drukket en cola inden jeg indså, at Oskar opgaven var umulig. En tekst besked blev sendt til Jette – “68 km hjem”.
Fra Esporles til S’Esgleieta gik det nedad. Selvom der var kraftig modvind, ville folk ud over stepperne.
Jeg hægtede mig på en god gruppe, men efter kort tid måtte jeg stoppe med en punktering på baghjulet. Det baksede jeg med i 20 minutter inden jeg kunne fortsætte, nu i en ny hurtig gruppe.
Næste depot var Lloseta. Vel ude af bjergene så jeg frem til at komme på flad vej.
Det er utroligt, som man er god til at glemme eller fortrænge. Dels var der vinden, som stadig var træls, dels en uhomogen gruppe, der gjorde det ekstra hårdt, og så de “Cols” (små irriterende bakker), som ramte os hele vejen frem til Lloseta. Min gruppe var her reduceret til 3 mand.
I Lloseta var der stemning, næsten som en byfest. Jeg fik tanket dunkene op, og kylet 2 sodavand ned i systemet inden afgang mod mål i Playa de Muro.
For første gang på turen havde jeg ikke rigtig nogen at køre med. Enten kom der nogle hurtige ryttere forbi en, eller også kørte jeg for hurtigt. Men det gjorde nu ikke noget. Terrænet og de små veje gjorde, at det var bedst at køre en og en.
Her så jeg dagens andet eksempel på, at det hurtigt kan slutte. Rundt i et sving mistede en deltager kontrollen og havnede i et hegn. Heldigvis var der en Official, som tog sig af det med det samme.
Nu var finalen gået ind. Med 20 km til mål kom vi på større og mere regulære veje, og pludselig var vi 3 ryttere, som var fundet ind i et godt samarbejde. Vinden var blevet til en medvind og var nu en rigtig god ven. Så de sidste kræfter blev mobiliseret og brugt lige til målstregen.
Folkefesten var godt i gang i målområdet. Der blev overrakt medaljer og spisebilletter, og jeg fik sagt tak for godt samarbejde – så godt man nu kan, når det er på spansk 🙂 Men det betyder ingenting, cykelsproget er internationalt.
En lang dag var ovre. Hjemme på hotellet gjorde et varmt bad og en lille lur underværker 🙂
Min målsætning blev opfyldt: Jeg passede på mig selv, og fik en god oplevelse. I have beaten the road! (denne gang).
Lige en kommentar til organisationen: Sidste års kaos og efterfølgende relevante kritik var blevet taget til efterretning. Alt foregik rigtig fint.
