Endelig efter 2 år i koronaens skygge stod vi igen i Playa de Muro – Alcudia en meget tidlig morgen – og småfrøs – sammen med 7998 andre cykelryttere – og ventede på startskuddet kl. 06.30 til Mallorca 312 – 2022 edition.
Vi var, i den sammenhæng, Morten og jeg. Morten i gul startgruppe og jeg i blå. Berit og Jette var også stået tidligt op, og var i startområdet for at følge stemningen.
Præcis til tiden – og i småmørke – lød startskuddet og VIP rytterne kørte afsted (Alberto Contador, Ivan Basso, Miguel Indurain med flere).
Få minutter senere blev blå og gul gruppe givet fri – og tusinvis af forhåbningsfulde ryttere på vej mod nye oplevelser. Farten var høj allerede fra starten – og en del farlige situationer opstod, når hurtige ryttere ville frem i bussen.
5 km fra start kom vi ind på den lille bakke op til Gamle Alcudia – og jeg kunne pludselig mærke en punktering på baghjulet. Pokkers. Ind på fortovet for at skifte slange. Det kom bare til at tage al for lang tid. Samtidig så jeg, at der var 5 andre, som også var punkteret – så var det sabotage? Efter en del masen med dækket kom det på plads – og jeg kunne komme videre. Men så var der en tysk pige, som også baksede med dækket – og hende måtte jeg hjælpe med at få dækket af fælgen (hun havde opgivet ævret – og ville bare tilbage til Alcudia).
Tilbage på landevejen opdagede jeg, at jeg var Pelle alene i verden. Nummer 8000 af 8000. Alle andre var væk – også kortegen med ambulancer og mekanikere. Der blev jeg sgu lidt ærgerlig. Nu blev jeg ikke suget med til foden af bjergene ved at være “inde i en gruppe”. Nå, skaden var sket og jeg skulle videre.
Næste problem kom lige efter. Baghjulet hoppede, så jeg var klar over, at slangen ikke var helt på plads. Så af cyklen igen – lukke luft ud – massere dækket – og pumpe godt til. Det hjalp lidt med blev ikke godt. Mit dilemma var nu. Skulle jeg blive ved med at rode med dækket – eller komme afsted på et hoppende dæk? Jeg skulle afsted! Det skulle vise sig at de næste 95 km blev mere eller mindre solokørsel
Da jeg kom til Port de Pollenca havde jeg fået fat i bagtroppen af kortegen. Jeg kunne se, at de var ved at pille afspærringer ned og gøre klar til at åbne vejen for trafik igen. Det gav ikke megen motivation.
Turen op til Luc og videre til appensinboden var ikke særlig spændende. Jeg begyndte af indhente nogle frafaldne ryttere, som enten også havde haft defekt eller simpelt hen var sat af. Men ikke meget hjælp at hente her – så det var solo det meste af tiden.
Fra Luc var vejen nu åben for trafik, så jeg blev klar over, at jeg ikke kunne nå tidscuttet kl. 11.10 – det pegede mod 167 km ruten.
Georg Blau depotet var ved at lukke ned – så det blev en hurtig tankning af vand og videre mod toppen af Puig Major. Nedkørslen mod Soller var som sædvanlig hurtig – og godt at komme “ned i varmen”.
Strækningen mod Valldemosa er lumsk. Der er nogle lange opkørsler og nogle af dem er faktisk rigtig stejle. Men det er “scenic rute” – nok noget af det flotteste på hele turen. Turen går via Deia til Valldemosa, hvor man kører op over et lille pas før Esporles, hvor der er depot.
Tiden viste ikke overraskende 60 minutter for sent, da jeg nåede krydset, hvor 167 km og 225/312 km skiller – så det var bare at dreje til venstre og trille ned til depotet ved Esporles. Her var der kaos – rigtig mange ryttere hyggede sig – og det var nærmest umuligt at komme frem eller tilbage. Jeg fik dog tilkæmpet mig en cola – og fik tanket vand – før jeg fortsatte. Jeg havde også fået sendt en besked til Jette: Misser cut off – så det bliver 167 – er hjemme om 3 timer.
Humøret var nu lidt bedre. Med så mange ryttere her ville det næsten helt sikket være muligt at finde en gruppe at følges med de sidste 60 km. En kilometer senere kom 225/312 km ryttere tilbage på den fælles rute – og det gav endnu flere muligheder – omend de grupper, som kom forbi – kørte markant hurtigere end jeg magtede.
Den sidste nedkørsel fra bjergene var nu ovre, og det næste stræk mod Lloseta var forholdsvis fladt. Her kom der ENDELIG en gruppe, som jeg kunne sidde med. Men der var nogle små bakker undervejs – og tilsidst skulle benene i panikgear for at komme med over. Det skrapte på, men depotet i Lloseta holdt mig igang.
I Lloseta var der folkefest. Rigtig mange ryttere var gået i depot – og der var god stemning. Jeg valgte at bruge lidt ekstra tid her for at få cola depotet fyldt op igen – og få noget fast føde indenbords inden de sidste hurtige kilometer.
Efter depotet kom jeg i en god gruppe med spaniere. Jeg kunne selvfølgelig ikke forstå, hvad der blev sagt, men jeg fornemmede, at de også var på 167 km ruten – og ville hurtigt i mål. Og det blev også resultatet. Der blev kørt godt til på de små veje mod Sa Pobla – gruppen og hastigheden blev større og højere lige ind til krydset, hvor 167 / 225 skal lige til mål – og 312 drejer mod højre på den sidste sløjfe for deres vedkommende.
Herfra var der godt 12 km til mål, og når folk kan “lugte” stregen, sker der noget mentalt. Det er, som om alle tror de kan vinde, selvom vi tilhørte den sidste 1/3 del af 167 km rytterne. Så der blev holdt en god fart til stregen.
I målområdet var der folkefest. En masse glade ryttere, som hyggede med pastaparty og sikkert og en masse løgnehistorier fra turen. Morten var kommet i mål en del tidligere – så jeg valgte at tage direkte tilbage til hotellet.
Stadig et rigtig godt arrangement.