Mallorca 312 km
312 km ruten: 1936 deltagere, 1810 gennenførte (93,5%)
Morten: 13:32:25 / 25 km/t
Thor: 13:32:25 / 25 km/t
225 km ruten: 1718 deltagere, 1378 gennemførte (80,2%)
167 km ruten: 3290 deltagere, 3155 gennemførte (95,9%)
Lørdag den 28. April 2018 – mellem kl. 07.00 – 21.00
06.15 kørte Morten og jeg til starten i Playa de Muro. Det var stadig mørkt og det myldrede med cyklister på vej til start. Ca. et kvarter senere blev det lyst og vi var klar i startområdet. Det blev hurtigt klart, at med 8000 deltagere, så ville det tage tid inden vi kom igang.
Etape 1: 312 Bike House – Coll de Puig Major (55 / 0 km)
Men 07.17 trillede vi over startstregen og var på vej på eventyr. De første 26 km var med master, så det var en meget lang slange af ryttere, som forventningsfuldt kørte mod Puig Major stigningen. Endelig ved foden af bjerget blev løbet givet frit, og langsomt blev rytterne fordelt ud over bjerget.
Morten er fra Bakkelandet, så han fandt sit tråd og forsvandt i horisonten. Jeg derimod måtte se mig i gruppettoen sammen med en gruppe af ryttere i grønprikkede trøjer. Det var ryttere fra arrangørens side, som kørte 312 km ruten med et snit på 22 km/t, så hvis man ikke mindst kunne følges med dem, så var man henvist til 167 km eller 225 km ruterne (eller i værste fald blive taget ud af løbet).
Så jeg kæmpede med at holde trit med de grønprikkede sammen med rigtig mange speedsnakkede englændere og spaniere, DJs og andet godtfolk (der var godt nok mange typer). Ved det første depot – Coll de Puig Major efter 55 km var det lykkedes mig at komme lidt foran, så jeg fik tanket op og træde af på naturens vegne – og håbet var så at kunne hoppe tilbage i den grønprikkede gruppe. Men det kom så ikke til at ske. De grønprikkede holdt ikke pause, så det sidste stykke op til Puig Major tunnelen måtte jeg jage for at komme up igen. Det lykkedes og nedkørslen til Soller foregik i ekspresfart – men stadigvæk med de grønne ved min side. Jeg var presset.
Etape 2: Coll de Puig Major – Coll de Claret (38 / 93 km)
Næste fixpunkt var Coll den Claret efter 93 km. Her skulle man være senest kl. 11.30 eller foran de grønprikkede. Ellers blev man dirigeret over på 167 km ruten. På dette stræk fik jeg kontakt med Morten igen, og vi fulgtes et stykke af vejen. Men det er meget kuperet og jeg måtte indse, at det ikke var klogt, at gå for dybt for der var stadig lang vej hjem. Kl. 11.31 passerede jeg tjekpunktet foran de grønprikkede, så jeg måtte fortsætte på 225/312 km ruten. Det var i øvrigt sidste gang jeg så de grønne – heldigvis. Der var depot lige efter, og her herskede der totalt kaos med alt for mange ryttere, som alle ville det samme på den samme tid. Det var crazy. Men jeg fik fyldt flasker og fik en sandwich og nogle kager inden den videre færd.
Etape 3: Coll de Claret – Es Capdella (42 / 135 km)
Der var nu ikke mere så mange ryttere omkring en. Dels var mange drejet af på 167 km ruten – dels har folk forskellige depot ritualer, som tager tid, så på denne del af turen var der faktisk plads på landevejen. Men jeg havde troet, at når Puig Major var overstået, så var de værste stigninger ovre. Men der tog jeg så grueligt fejl. Strabadserne var først rigtig begyndt. Området omkring Andratx er utrolig flot og facinerende, men også meget kuperet. Ikke de høje bjerge, men den ene “Coll” på 3 – 5 km med stigningsprocenter på 5%+ afløser den anden og suger lige så stille alle kræfter ud af kroppen. Så jeg kørte denne del meget alene, men fandt til slut sammen med en gruppe “grønne” spaniere – og dem hægtede jeg mig på “on and off” ind til 214 km, hvor de drejede mod mål. Depotet vi kom til var en skole, og her var der traditionen tro også kaos, men nu vidste jeg, hvordan det skulle tackles: hurtigt få placeret cyklen, få fyldt flasker og mad – og så lige slappe af i 10 minutter inden afgang.
Etape 4: Es Capdella – Lloseta (55 / 190 km)
Denne etape blev vild. De sidste “Colls” på denne del af ruten var hårde, men jeg fokuserede kun på at hænge med mine grønne spanske cykelvenner – omend de på den sidste stigning kørte væk. Jeg var tømt for kræfter og energi, og måtte finde min egen rytme. Efter nedkørslen fra den sidste bakke blev en større gruppe samlet og det var folk, som ville noget. Resten af vejen frem til depotet var stort set flat, så der blev givet fuld gas, så det var med at hænge på. Der er nogle, som kan træde en seriøs mølle. Depotet blev overstået med de sædvanlige ritualer.
Etape 5: Lloseta – Ariany (48 / 238 km)
Jeg var nu langt henne i løbet, og næste “cut off” tidspunkt nærmede sig hastigt. Efter 214 km kom krydset, hvor man skulle være inden kl. 17.00. Takket være mine grønne spanske cykelvenner, som holdte en fin fart, var jeg ved krydset kl. 16.50, så valget var egentlig let. Jeg fortsatte på 312 km ruten. Nu var der langt mellem rytterne – og dem man mødte, var meget trætte. Det var umuligt at få indledt et samarbejde. Samtidig kom vi ind i modvinden, så det var svært at tænke positivt. Men efter noget tid var vi nogle ryttere, som fordelte arbejdet frem til Ariany depotet. Her var der også en fest, så der blev indtaget noget energi og slået en streg – før jeg satte mod Arta.
Etape 6: Ariany – Arta (47 / 285 km)
Hvis man troede, at der ikke var flere højdemeter på ruten, så skulle man blive klogere. Dette landskab er lidt mere som Danmark, men der er nogle usædvanlige hårde bakker – ikke så lange – men med nogle skrappe procenter. Her mødte jeg Morten igen, og vi slog pjalterne sammen resten af vejen. Han havde haft et par punkteringer undervejs, men var ellers godt kørende. Vi blev ledt ind på smalle veje i et meget bakket landskab med den ene hårde stigning efter den anden. Det var hård kost. Jeg måtte af cykel på en bakketop for at få en gel og en cola. Den sidste desperate måde at få noget hurtig energi på. Og det virkede. Vi kom ud fra de små veje, og satte fart mod depotet i Arta. Her var der fest og farver – jeg fik et bæger med øl udleveret og det smagte godt. Ellers drak vi lidt cola – og så afsted mod mål.
Etape 7: Arta – 312 Bike House (27 / 312 km)
Endnu en vild etape. Alle var mega trætte, men alle kunne også lugte målstregen. Så de sidste ressourcer blev sat ind på hovedvejen mellem Arta og Alcudia. Vi fik lukket hullet op til en god gruppe, og der hægtede vi os på. Det gik over stok og sten på lige landevej med medvind. Eneste forhindringer var et par dumme bakker, men det var bare at klemme ballerne sammen og komme med over. De sidste 10 km blev et langt race ind igennem Can Picaforte og mod målstregen. Efter hver rundkørsel blev der accelereret og kæden var stram. Og så pludselig var målstregen der, en masse mennesker, musik og gejl – og vi kørte over stregen til medaljeoverrækkelse. Vi fik byttet madbilletterne til pasta og øl, som et rigtigt godt alternativ til alt det sukker, som var blevet indtaget i løbet af dagen. Berit og Jette fandt os spisende og drikkende! De kunne fortælle, at de havde gået 40 km bla. til og fra målområdet flere gange, da de troede vi kom i mål efter 226 km. Morten og jeg trillede tilbage til hotellet og efter et hurtigt bad var der dømt godnat ……..
Konklusion:
Overordnet vil jeg sige, at det er et godt arrangement.
Hjemmeside, tilmelding og løbende information er god.
De afspærrede veje, road marchals og folk i alle kryds til at hjælpe en på vej – det er helt i top.
Rytterne i de grønprikkede trøjer er irriterende 🙂
Skiltningen er også til UG.
Det er også positivt, at redningsfolk og ambulancer er synligt tilstede, hvor der er brug for det. Vi så faktisk nogle grimme uheld undervejs, men der var taget hånd om det.
Depoterne er godt placeret og hjælperne meget behjælpelige.
Antallet af deltagere er for mange. Hvordan det skal løses er svært at sige, men at sende 8000 afsted på en gang – det er for mange.
Oplevelsen af depoterne bliver desværre præget at antallet af deltagere.
For min egen del vil jeg sige, at målsætningen om at køre ruten med et snit på 25 km/t holdt lige akkurat.
Hvis jeg bliver spurgt her dagen efter løbet, om jeg vil køre løbet igen, så vil jeg sige “nej”. Men jeg ved også, at hvis jeg får samme spørgsmål om 1 uge, så er svaret sikkert “måske”.
En fin tur og en god oplevelse.