Team: NIELSEN SEMI PRO TEAM – MERE NIELSEN END PRO….
Hold: Jonas og Thor
Serviceteam: Jette og Thea
Hovedsponsor: IT Konsulent Jens Peter Nielsen
Summary:
For dem, som ikke vil læse hele historien: Jeg måtte udgå pga. regn og kulde. Var totalt nedfrosset.
Konklusion(er):
1. Aldrig mere – målet for 3 gennemførte JR og dermed trøjen – “Denne kroppen har……” er ikke på min liste mere.
2. Tag altid udgangspunkt i det værst tænkelige vejr – og klæd dig på efter det.
Løbsreferat:
Endnu en tur rundt om Jotunheimen på cykel skulle prøves. Det skulle så være min tredie og Jonas fjerde gang.
Traditionen tro tog vi til Lærdal nogle dage før løbet og fik kørt Aurlandsfjellet som optakt. Og det gik godt. Der blev kørt nogenlunde samme tider som sidste gang for 2 år siden, hvor vi havde en god tur med både optimalt vejr og grupper.
Men det skulle vise sig at blive meget anderledes denne gang end jeg havde forestillet mig og forberedt mig på.
Vejret blev studeret grundigt i dagen op til, og tilsyneladende ville vi få ganske lidt regn hen over natten – med temperaturer mellem 5-10 grader.
På løbsdagen blev cyklerne gjort klar, numre hentet kl. 15.00 og en masse pasta fortæret.
Kl. 21.00 trillede vi op mod starten – her var der feststemning og forventningsfulde deltagere. Gruppe efter gruppe blev sendt afsted – og kl. 21.20 blev det vores tur.
En stille start med masterbil ud af Lærdal de første kilometer. Vi fik os placeret i forreste del af feltet og fulgte godt med. Der var en del “stop and go” situationer, så det var med at være opmærksom hele tiden.
Vel ude af Lærdal begyndte det at småregne, ikke de store mængder, men nok til at blive våd både på overkrop og fødder. Ved foden af Filefjellet kunne jeg allerede mærke, at benene ikke var gode. Der måtte kæmpes for at holde trit med gruppen, selvom der ikke blev kørt særlig hårdt. Da vi kom ud på den nye del af Filefjellsvejen, fik jeg det rigtig svært, og Jonas nærmest skubbede mig op. Det var klart et spørgsmål om tid inden elastikken sprak – og det skete så også ca. 1 km før toppen – og det selvom vores nye norsk/danske ven Sveinung forsøgte at få os med over. Jonas og jeg var så alene hen over “den flade del” af Filefjellet, men der var rigtig god stemning langs vejen. Festglade cykelfolk prøvede at få noget gejst ind i os – og det lykkedes “tildels”.
Nedkørslen fra Filefjellet var hurtig overstået. Der var god vej og oversigtsforhold, og vel nede holdt regnen heldigvis op, så det var med at få kørt noget varme i kroppen hen til Vang depotet. Jonas trak hele vejen og i depotet kunne jeg konstatere, at jeg rystede af kulde, var tæt på krampe – og det værste – jeg kunne næsten ikke holde en kop kaffe, så meget rystede jeg. Der var jeg meget tæt på at stoppe. Jonas overtalte mig dog til at komme på cyklen igen for at få varmen tilbage i kroppen gennem cyklingen. Og som sagt så gjort. På vejen ud af Vang måtte jeg dog først af cyklen med krampe i begge ben på samme tid – det gjorde nas – og var ikke den bedste motivationsfaktor lige netop på det tidspunkt. Men “The show must go on”, og Fagernes ventede.
Vi var nu på “natkørsel” etapen mod Fagernes. Den letteste del af turen. Jonas trak godt igennem, og jeg fik langsomt varmen tilbage i kroppen. Det var tiltrængt. Der kom lidt småbyger undervejs, men ikke noget voldsomt. Halvvejs mod Fagernes hægtede vi os på en god gruppe, og et samarbejde blev indledt. Dvs. jeg fik taget to halve føringer, så træerne groede trods alt ikke ind i himmelen. Men resten af gruppen og Jonas fik mig trukket med. På depotet i Fagernes fik vi spist og drukket godt og hurtigt var vi videre mod Beitostølen. Status var her lidt i den positive retning – varmen var tilbage i kroppen (undtagen i fødderne) og kramperne var heldigvis væk.
Opstigningen til Beitostølen var tidlig morgenstund i rimeligt vejr. Skyerne hang lavt og var et flot sceneri – UDEN regn. Jonas havde bjergbenene skruet på, og satte et godt tempo. Jeg følte mig egentlig ret godt tilpas – og koncentrerede mig om at følge hjulet. Vi hentede en del ryttere og omkring 10 km før Beitostølen koblede vi os på en gruppe. Her var der et fornuftigt tempo, så der var ikke grund til at forcere yderligere. Vel ankommet på depotet i Beitostølen blev planen for Valdresflye snakket igennem – og det var især påklædning, der blev diskuteret. Posen med tøj, som ventede på depotet, blev tømt og vi blev iført flere lag for at modstå kulden på toppen. Vi mødte også Sveinung – og fik udvekslet en lille statusrapport. Han var ikke ubetingent positiv omkring sin situation – og jeg tænkte mit om min egen situation.
Jonas og jeg satte ud fra Beitostølen i et moderat tempo mod toppen af Valdresflye. Frem til de sidste 3 kilometer af stigningen gik det egentlig godt nok. Men så fik jeg kniven og måtte i laveste gear – og farten gik ned til mellem 8-10 km i timen. Den trak kræfter. Men toppen blev nået og nedkørslen fra Valdresflye var hurtig overstået – en lang lige nedkørsel på gode veje. Nede på plateauet mod Randsverk fik vi besøg af Sveinung – den stærke nordmand (som er dansk gift). Frem mod Randsverk skiftede Sveinung og Jonas til at tage føringer og jeg sad bagved og forsøgte at finde noget overskud og noget positivt, som kunne bringe mig videre i løbet. Omkring 10 km før Randsverk blev der slået et sidste søm i den ligkiste. Regnen silede ned og drivvåde og kolde nåede vi Randsverk. Jeg fik en kop varm suppe og stillede mig ind i varmestuen. Og det skulle jeg ikke have gjort – eller også var det blot lige det argument, som jeg manglede, som jeg fandt her. Kroppen var totalt tømt for kræfter, pivkold stod jeg og rystede, så da jeg så de andre i varmestuen som enten sov eller lignede mig var beslutningen klar. Jeg stod af. Ingen mening i at fortsætte. Jeg kunne måske godt have fortsat til Lom, men så ville det alligevel have været slut. Jonas forstod også umiddelbart beslutningen – der var ingen protester, så han fik hurtigt taske og mine overskydende “energi” – og han satte afsted mod Lom. Sveinung tog den samme beslutning som mig. Han var også “kogt” godt igennem.
Jeg meddelte mit nummer til arrangøren og blev bedt om at aflevere cyklen ved opsamlingsbussen, hvor der var en stor cykeltrailer koblet på. Opsynsmanden så, at jeg hundefrøs og kom med et tæppe til mig, bad mig om at finde en plads i bussen – og sørgede også for, at få cyklen anbragt i traileren. Flink fyr. Jeg fandt en af de få ledige pladser bagerst i bussen og fik mig arrangeret. Af med det meste af det våde tøj og cykelsko og fik mig svøbt ind i tæppet for at få varmen hurtigst muligt. Der skulle dog gå et par timer før varmen kom tilbage. Der var en del ventetid i Randsverk, mange ryttere stod af, så der var næsten fuldt hus, da der var afgang. Jeg oplevede det ikke for jeg var slumret ind.
Da jeg vågnede var jeg i Lom, hvor der blev annonceret 30 minutters pause. Jeg benyttede lejligheden til at stige af bussen og få noget gryderet. Og den var god. Her mødte jeg Jonas, som var ved at gøre klar til næste etape mod Sognefjellet. Han så stadig frisk ud og der var “vafler og rømme” i øjenen af ham. Jeg ønskede ham god tur videre, før jeg fandt vores pose med ekstra tøj, som vi havde placeret her. Det eneste nyttige for mig lige her var et par tørre strømper – men det var også guld. Så blev jeg opmærksom på min telefon. Der var bimlet en masse beskeder ind fra Jens Peter og Jette. Rygtet var løbet forud, så nu skulle jeg have håndteret mediesituationen. Og det var ikke let. Men efter en del skriven frem og tilbage faldt der ro over tingene ……. med mellemrum …….. 🙂
Så gik turen mod Sognefjellet i et meget adstadigt tempo. Bussen kunne ikke køre meget mere end 30-40 km/t i snit, da den hele tiden skulle omkring cykelryttere – det var også for dårligt 🙂 Jeg var nu ved at have fået varmen tilbage, så det gav en ro og en blund i ny og næ. Ellers gik tiden med at få opdateret Strava, holde medierne stangen og ellers nyde udsigten. Det var som at være på bustur til Harzen – tror jeg ….. Manglede bare guiden, som fortalte, om det vi kørte forbi ….
På Sognefjellet var der stor aktivitet. Det myldrede med ryttere som kørte vafler og rømme/syltetøj “down the drain” i et væk. Alt var som det plejer – undtagen, at jeg gerne ville have været en det af det. Men chaufføren skulle bare have noget bagage over i bussen, så det var et kort pit stop før afgang mod Sogndal. Nedkørslen fra Sognefjellet var en prøvelse for ryttere, bilister og busser. Alt var kaos, så det var en fornuftig beslutning af arrangøren at neutralisere tiden på denne del af løypen. Nede fra fjellet var der en lang og ikke begivenhedsrig strækning frem til Sogndal, som blev nået lidt efter kl. 14.00 – efter 7 1/2 times bustur.
I Sogndal var der fest og farver. Samme setup som de foregående år. Ryttere blev speaket ind, musik, grill buffet og fest på torvet. Herligt. Jeg fik mit diplom, medajle og tilhørende spisebillet til grill buffet – og så blev der gnavet. Thea og Jette havde fundet en p-plads, og vi fik læsset cyklen og jeg fik klædt om. Det var godt at komme af det klamme cykeltøj og i civilt. Tilbage i målområdet ventede vi på, at Jonas skulle nå i mål. Den sidste split tid, vi havde på ham var for foden af den sidste stigning – og vi beregnede ham til at være i må omkring kl. 15.50. Det kom til at holde stik. En blå mand (team trøjen var selvfølgelig på) kom susende i mål med overskud og stort smil. Virkelig godt kørt og et stort tillykke med et super resultat i et meget vanskeligt løb. Vores norske følgesvend Sveinung stødte til os i målområdet, og vi udvekslede historier. Han var som før nævnt også stået af i Randsverk, men havde privat chauffør til at køre ham til Sogndal. En hyggelig fyr, som nu er blevet en del af vores Strava fællesskab. Jonas fik klædt om, og så var der også dømt grill mad til ham. Og han var ikke lang tid om at fortære portionen. Omkring kl. 17.00 var vi i bilen på vej tilbage til Lærdal. Jonas og jeg delte to øl og jeg fik vist en lille lur i en af tunellerne.
I Lærdal stod den på mere grill og rødvin inden Jonas tørnede ind lige efter kl. 20.00. Vi andre holdt den kørende til kl. 22.00, hvor batterierne trængte til en alvorlig opladning.
Tak til Team Nielsen Semi Pro – mere Nielsen end Pro:
Serviceteamet gør det igen. Alt til UG med kryds og slange. Der er intet at udsætte på deres arbejde. Det er 100% genvalg. Til lykke!
Også en stor tak til hovedsponsoren! Uden hjælpen i baggrunden ville dette ikke have været muligt!
Vi ses derude en anden gang! Måske 🙂