Team: NIELSEN SEMI PRO TEAM – MERE NIELSEN END PRO….
Hold: Jonas Nielsen og Thor Ib Nielsen
Serviceteam: Jens Peter, Mona, Jette og Thea
Hovedsponsor: IT Konsulent Jens Peter Nielsen
Vækkeuret ringer kl. 04.00 lørdag morgen.
Serviceteamet er i hopla. Kl. 05.30 kører vi mod Flensborg.
Kl. 07.00 er vi på plads på havnen i Flensborg, hvor der hentes numre og gøres klar.
Starten går kl. 07.42
Ruten er ændret en smule i forhold til sidste år. Der skal prøves kræfter med nogle bakker omkring Åbenrå.
Efter at have passeret den tysk/danske grænse, er vi snart i en stor gruppe og med fuld fart mod Åbenrå og brostens bakkeræs.
Her hamrer UCM eliten forbi. Når lige at ønske god tur 🙂 (de vinder i øvrigt løbet overlegent).
I Hesselbjerg depotet bliver der tanket af og op, hvorefter det går mod Vejen i regn og blæst. Ved Jels går der koks i skiltningen (eller mangel på samme). Vi er kommet på forkert kurs ret mod vest i regn og stærk modvind. Vores Race Marchall kommer på overarbejde for at få os tilbage på ruten efter en del forvirring. Godt klaret.
Ca. kl. 11.30 kommer vi til Vejen, hvor en dejlig gryderet venter os.
Der ordnes det, der nu skal ordnes, før løbet genoptages. Det er rigtig koldt at komme i gang igen – men efter 10 km er kroppen varm igen.
Gruppen er god – der er fart over feltet – lige indtil vi rammer stigningerne ved Vejle Ådal. Her splintres alt til atomer.
Lige der har jeg gode ben og sammen med Jonas og nogle få andre, når vi hurtigt depotet i Ødsted. De samme ritualer gentages, før vi er afsted mod Nr. Snede.
Vi er i hopla på stintet mod Nr. Snede. En fin homogen gruppe, anført af en brølstærk tysker leder an med et godt pres, god hastighed og stadigvæk gode ben.
I Vonge står Serviceteammet og hepper – fedt! Giver moral!
Et herligt depot i Nr. Snede byder på varm Gulash suppe og en masse andet.
Der er afgang ind i Bakkelandet, og desværres er der ikke flere grupper at følges med. Vi har tilsyneladende kørt fra de fleste – så nu er vi på egen hånd til målet i Viborg.
Energien begynder selvsagt at svinde ind – det mærkes især på stigningerne. Ud af lige landevej går det stadig fint. Dampen holdes oppe mod depotet i Funder.
Her køres der rullepølsemadder ind, drikkes kaffe og spises drømmekage fra Brovst – så må vi kunne klare det sidste.
Jeg er efterhånden slidt i bund og kan ikke tage flere føringer. Jonas kører “lead out” resten af vejen til Viborg. Og det i voldsomt blæsevejr. Det er godt kørt.
Og endelig efter godt 10 timer (9 timer i sadlen) krydser vi målstregen – og den efterfølgende paradekørsel i Viborg centrum. Det er ren folkefest.
Serviceteamet står naturligvis klar til at køre et par trætte ryttere hjem efter omklædning på en P-plads i Viborg.
Det bliver til en lille øl på vejen hjem i bilen (og en masse røverhistorier fra turen) – og pølser, rødvin og flere øl hjemme i Tørring. En lang god dag slutter omkring midnat….
Serviceteamet gør det igen. Alt til UG med kryds og slange. Der er intet at udsætte på deres arbejde. Det er 100% genvalg. Til lykke!
Og en stor tak til hovedsponsoren! Salget vil boome i den kommende tid 🙂
Sammenfattene kan siges, at det var et hårdt løb – regn og rusk op igennem Sønderjylland – og meget blæsende mod Viborg – med mange af kilometerne på egen hånd. Men en super oplevelse og som sædvanlig et velorganiseret arrangement.
Idioter, som fjerner skilte, er der desværre ikke meget at gøre ved.
Efterskrift:
Jonas blev nr. 67 – jeg 68 ud af 792.
67 | 1000 | 10:11:52 | Jonas Nielsen | Uldum CM 270 | ![]() |
– | 26,97 km/t |
68 | 999 | 10:12:03 | Thor Ib Nielsen | Uldum CM 270 | ![]() |
– | 26,96 km/t |
Jonas Nielsen
Samlet | 67 af 792 |
Mænd | 67 af 755 |
30-34 år mænd | 2 af 16 |
Thor Ib Nielsen
Samlet | 68 af 792 |
Mænd | 68 af 755 |
50-54 år mænd | 17 af 192 |