Lad mig starte med en uforbeholden ros til Service Teamet. Lige fra meget tidlig morgenstund til sen nat. Servicen var helt i top. Alt til UG med kryds og slange!
Vækkeuret ringede kl. 04.00 lørdag morgen, og det var tid til at komme ud af posen for at komme til Flensborg. Jette og jeg skulle hente Jonas, Jens Peter og Mona på Grønnevej kl. 05.45. Lidt forsinket kom vi afsted og i fin fart gik det mod det tyske. Lidt over kl. 07.00 var vi fremme og havde fundet en parkeringsplads meget tæt på starten og løbskontoret.
Morten fandt os ved løbskontoret og vi fik udleveret chip og begyndte at rigge cykeludstyret til. Vi så dog ikke noget til de andre ryttere fra Uldum Cykelmotion. Det skulle vise sig, at de var startet 1 time før, så de var over alle bjerge. Min chip var ikke at finde i kuverten, så pludselig var situationen presset og stresset. Hurtigt måtte de sidste ritualer gøres (herunder buksefedt – forklaring følger), for så at komme tilbage til løbskontoret for at få en ny chip. Det lykkedes ved nogle venlige menneskers hjælp, og så var vi alle 3 klar til start. Jonas, som med et rigtig godt forår med masser af kilometer og lange træningspas i benene, var den stærke kaptajn. Morten fra Brædstrup er en brølstærk fyr og en rigtig træningsnarkoman. Og mig selv sagde hunden, med et træningsoplæg, som de foregående år, hvor Jonas og jeg har kørt Jotunheimen Rundt.
Flensborg – Rødekro 42 km (223 km tilbage)
Kl. 08.18 gik starten – og vi var vel omkring 15 ryttere, som drog af gårde. Ikke mange taget i betragtning, at der var en startgruppe mere efter os. Nå, en del ryttere må have startet før de skulle, og det var der ikke så meget at gøre ved. Det var bare at komme afsted mod Viborg. Hurtigt viste det sig, at det kun var Jonas, Morten og jeg som havde interesse i at holde tempo, så det gik op for mig, at det ville blive en lang dag på kontoret.
Hurtigt blev Kruså grænsen passeret og snart var vi på nogle små snoede veje op mod Rødekro. Modvinden var på en 5 m/s fra nord, men virkede ikke afskrækkende. Halvvejs mod Rødekro blev vi hentet af den sidste startgruppe. Her gik det over stok og sten. Der blev kørt elastik, og det blev alt for hård kost for mig. Jeg blev sat flere gang med fik kæmpet mig tilbage. Det er ikke en god tilstand at befinde sig i, når der stadigvæk er 250 km tilbage af løbet. Ved Rødekro trak jeg depotkortet og den stærke gruppe forsvandt hurtigt i horisonten. Det blev et kort pitstop med et hurtigt indtag af mad, drikke og påfyld af vand inden afgang.
Rødekro – Vojens 28 km (70 km kørt – 195 km tilbage)
Vojens – Vejen 40 km (110 km kørt – 155 km tilbage)
Vel ude på landevejen igen var vi alene og på vej nordpå i et godt tempo. Vi hentede flere grupper, men kunne ikke indlede et samarbejde, da det gik for langsomt. Men alligevel hentede vi en gruppe omkring Haderslev, som kørte meget stabilt, og dem koblede vi os på. En af rytterne var Olli, min nye tyske ven. Det viste sig at være 2 grupper tyskere fra Hamborg området, som prøvede kræfter med Hærvejsløbet for anden gang. I Vojens kom vi i en sandwich med noget studenterkørsel. Hold da kæft, hvor var de visne, de unge mennesker på vognen. Tyskerne gik ikke i depot i Vojens, og vi valgte at holde os til, så vi fortsatte mod Vejen. Dette stint gik særdeles godt, så vi ramte Vejen depotet præcis kl. 12.00. Her ventede der dejlig gryderet. Eneste minus var, at logistikken var dårlig. Alt for mange mennesker, alt for lange køer – og for meget spildtid. Vi fik dog spist, drukket og tanket op og ruten gik nu ind i et mere kuperet terræn. Jeg fik en opringning fra Jette inden afgang. Hun fortalte om “buksefedt katastrofen” i lyskrydset i Murvik (jeg havde efterladt tuben med buksefedt på taget af bilen) – de renser endnu – og hvad var endnu værre – et skybrud var på vej nordover.
Vejen – Ødsted 35 km (145 km kørt – 120 km tilbage)
Igen var vi 3 alene på landevejen. Og gryderetten havde trukket kræfter ud af mine ben i stedet for det modsatte. Samtidig begyndte regnen at styrte ned, og min krise var fuldstændig. Dette stint var ikke ret godt. Jonas og Morten lavede alt arbejdet. Så snart, der blot var en lille stigning, så var jeg sat ganske alvorligt. Vi nåede ned i Vejle Ådal – og benene ville bare ikke. Så depotet i Ødsted måtte jeg besøge for at få hældt noget energi på systemet. Men det var trøsteløst. Musikerne prøvede at lave cykelstemning, men de lårtykke regnstråler og mit depressive humør var et meget dårligt udgangspunkt for det næste stræk.
Ødsted – Nr. Snede 45 km (190 km kørt – 75 km tilbage)
Regnen fortsatte ufortrødent med at sile ned ud fra depotet i Ødsted. Min eneste håb var, at regenerere lidt styrke via indtag af mad og drikke. Mit bidrag var ikke eksisterende, men der var ikke noget at gøre. Man må kende sin plads. Men på Jennum bakken holdt det op med at regne, jeg fik kæmpet mig over den og bakken op mod Jelling – og var faktisk helt færdig. Jeg foreslog, at de skulle køre selv – så ville jeg finde en langsommere gruppe at følge – men Jonas og Morten var stædige. De ville have mig med. I Vonge stod Jette, Jens Peter og Mona og heppede på os, og lige så stille fik jeg vendt de triste tanker til noget positivt, ligesom jeg så småt fik en smule kræfter tilbage i kroppen. Her på min hjemmebane skulle jeg klare det, og Nr. Snede blev et vendepunkt. Depotet bød på suppe, chokolade og mange andre gode sager og jeg fik pudset min briller! Det gav moral …..
Nr. Snede – Funder 25 km (215 km kørt – 50 km tilbage)
Nu gik ruten ind i Bakkelandet – Mortens hjemmebane. Og han var helt på toppen – bogstaveligt talt. På hver bakke lagde han et godt tryk, men jeg kunne stadig ikke være med. Bevares, det begyndte at gå bedre, men den slags tager tid. Bakken ved Vrads og bakken op til Funder blev forceret i et adstadigt tempo. Jeg blev samlet op på hver bakke, og kunne nu godt hænge på ud af lige landevej. Funder depotet var også god. Masser af boller og kaffe blev det til.
Funder – Vattrupgaard 25 km (240 km kørt – 25 km tilbage)
Vattrupgaard – Viborg 25 km (265 km kørt – 0 km tilbage)
Vel af gårde fra Funder gik løbet ind i den sidste fase. Det tog Jonas ret bogstaveligt. Han lagde sig i front og pressede hastigheden op på 37 km/t over de næste 20 km. Det var en vild monsterføring. Det betød, at vi passerede Team Rynkeby for fuld hammer og kom op til nogle kæmpe grupper lige før bakkerne i Dollerup. Her stak Jonas afsted – fuld af overskud. Morten og Jeg passerede de store grupper og de sidste bakker i god stil – og vi holdte et pænt tempo forbi Hald Ege til målet i Viborg. Og ros til arrangørerne for at have det officielle mål i udkanten af byen – og så parademålet oppe i byen. Efter mål blev vi guidet op til gågaden, hvor der efter opsamlig blev kørt paradekørsel rundt på gågaden. Rigtig god stemning.
Vel i mål blev vi modtaget af Serviceteamet, som forevigede momentet med de traditionelle gruppebilleder. Regnen begyndte at tage til igen, så beslutningen om at finde bilen og komme hjemad var nem. Ærgerligt for arrangørerne for det var rigtig hyggeligt i Viborg. Vi fandt parkeringspladsen – og klædte om ved et busstoppested i øsende regn.
I bilen hjemad blev der selvfølgelig snakket en masse cykelløb – drukket lidt øl – inden Morten blev afleveret i Træden.
Hjemme blev det til et hurtigt bad før turen gik videre til grillaften arrangeret af Serviceteamet. Masser af mad og drikke skal der til for at kompensere for energiforbruget – så der blev gået til stålet. MEN kl. 01.00 sluttede en laaaang dag. Duracell batterierne skulle til opladning.
Status: 9 timer i sadlen – 10 timer med pauser.
Sluttelig endnu engang en stor tak til Serviceteamet, som var med hele vejen!