Før løbet
Endnu engang skulle Jonas og jeg prøve lykken i dette norske langløb, som af mange betegnes som det hårdeste i nordeuropa. Vi tog hjemmefra onsdag den 1. juli for at være fremme i Lærdal sent samme aften. Torsdag og det meste af fredagen blev brugt til afslapning og forberedelse til starten fredag aften kl. 21.15. Målet for dette løb var at få skåret ca. 3 timer af vores tid fra 2012, hvor vi kom i mål i 21 timer.
Lærdal – Vang
Startskuddet lød kl. 21.15 og alle 200-300 mand satte afsted mod Vang. Vi var hurtigt ude af Lærdal og på den brede hovedvej. Der blev sat fart som i et andet cykelløb og hurtigt blev der dannet grupper. Jonas og jeg fandt i gruppe 2 sammen med en klub med gule ryttere. Det var klart, at denne klub ville holde sammen hele vejen, så bare tempoet var i orden, ville det være et fint tog at befinde sig i. Da vi ramte stigningen på Filefjellet viste det sig hurtigt, at tempoet var for lavt. De gule ryttere kørte for langsomt og gruppen blev sprængt. Vi vurderede hurtigt, at vi måtte sætte tempo for at få kontakt med den forankørende gruppe og det lykkedes relativ hurtigt at få lukket hullet. Tæt på slutningen af stigningen var vi godt placeret og fulgte med hen over et plateau med rigtig meget vejarbejde og grusveje, heldigvis uden uheld. Nedkørslen fra Filefjellet var ekstrem hurtig. Da der var skyfrit og fuldmåne var der god sigt og alle i gruppen gav fuld gas. Det var som om løbet havde målstreg i Vang. Vi pakkede os ind i gruppen og blev fragtet til Vang. I depotet blev der slået en streg, drukket, spist og tanket på flasker inden vi med en mad i hånden drog videre mod Fagernes (vores depotritual).
Vang – Fagernes
Vi befandt os alene på hovedvejen mod Fagernes. Den gode gruppe var sprængt efter depotet, så vi var på udkig efter nye fællesskaber. Efter nogle kilometer kom vi op til 3 ryttere, som vi kendte fra før. Hurtigt indledte vi et samarbejde, som også fungerede fint. 5 mand var dog lige lidt nok, når løbet var så langt. Vi indhentede 2 svenskere, som hoppede med på vognen, så nu var vi 7. Herefter skete der noget forunderligt. Vi blev indhentet af et eksprestog af en gruppe, som bare ville til Fagernes i en fart. Så var det egentlig bare at sætte sig på hjul og afvente ankomsten til Fagernes og depotritualet.
Fagernes – Beitostølen
Vi kom også ud fra dette depot uden følgeskab, men Jonas var rigtig godt kørende, og han trak os op til en ny gruppe, som dog hurtigt viste sig at køre for langsomt. Så var vi alene igen. Pludselig blev vi indhentet af de 2 svenskere fra før, og de satte os med 200 meter. Men efter nogle få minutter var de halet ind igen og et samarbejde blev indgået. Det var nogle hyggelige karle fra Stockholm, som ikke havde kørt dette løb før. Der blev snakket om sjællandske og svenske cykelløb. Tiden går bare bedre, når man er i godt selskab og snart var vi i Beitostølen og endnu et depotritual blev overstået.
Beitostølen – Randsverk
Alene mod Valdresflye på en af de hårdeste stigninger i løbet. Igen gik Jonas i front og hentede en gruppe på vel 10-12 mand inden vi ramte den stejleste del 4-5 kilometer før toppen. Denne gruppe holdte et perfekt tempo, så vi blev her. Nedkørslen fra Valdresflye foregik i højhastighed inden vi ramte det lange og uendelige stræk frem til Randsverk. Men det gik rigtig fint i gruppen, hvor de skiftende føringer gav den tiltrængte ro og hvile ind imellem. Vel ankommet depotet i Randsverk gentog ritualerne sig – men nu med en lille tilføjelse …… “8 minut” blev der råbt – og vi anede ikke, hvad det gik ud på (endnu).
Randsverk – Lom
10 minutter senere var vi på vejen igen – og dermed 2 minutter senere end vores gode gruppe fra før. Ikke godt, når man er lidt for sent opfattende og man skal jage en gruppe op af en stigning mod Lemonsjøen. Heldigvis havde Jonas stadig diamanter i benene og fik lukket hullet inden toppen. Det var blevet klart for os, at denne gruppe skulle vi blive i så længe vi kunne. Der var 2 personer, som styrede gruppen, og man skulle blot følge deres anvisninger, så kunne det ikke gå helt galt. Vel nede fra nedkørslen Randen kom det kuperede stykke mod Lom. Det så ikke ud af meget på højdekurverne, men efter 300 kilometer i benene føltes et lille bump som et bjerg. Men det var ens for alle, og gryderetten ventede på os i Lom. Det ændrede depotritual gentog sig her, og her blev der råbt – “20 minut”. Og vi var klar.
Lom – Sognefjellet
Den absolut hårdeste del af løbet ventede os med toppen af Sognefjellet som næste depot. Gruppen var blevet lidt større efter depotet i Lom, men det var kun en fordel at kunne dele opgaven mellem flere. De første 30 kilometer frem til foden af Sognefjellet var relativt flade, men så tog stigningen rigtig fat over mange kilometer og endte ved en sø. Her var der en lille nedkørsel og så skulle vi rundt om søen. De sidste kilometer op ad stigningen var jeg i alvorlige problemer. Dels fordi jeg havde trætte ben, dels fordi jeg ikke fik slået en streg i Lom, så jeg var alvorligt presset. Jeg besluttede mig derfor at tage en pause, og træde af på naturens vegne, alt imens gruppen forsvandt i det fjerne. Jeg fik ordnet det fornødne og indtaget noget energi inden jeg begyndte den sidste og stejleste del af Sognefjellsstigningen. Pelle alene i verden, og i et meget adstadigt tempo mod næste depot. Passerede få ryttere, men blev ikke selv passeret – en lille trøst. De sidste hårnålesving blev forceret og jeg kunne nu dufte de friskstegte vafler (med syltetøj) på depotet på Sognefjellet. Jonas tog imod mig og kunne fortælle, at mit ufrivillige stop havde kostet mig 11 minutter. Og nu måtte jeg skynde mig, for ritualer er til for at overholde og vores gruppeleder havde råbt “20 minut”.
Sognefjellet – Sogndal
Efter den hurtige indtagelse af vaflerne var jeg klar igen, og gruppen
genoptog færden mod Sogndal. De sidste bakker hen over Sognefjellet foregik i god ro og orden før den stod på en barsk nedkørsel på 10 kilometer med et fald på ca. 1000 højdemeter og en masse hårnålesving. Men vel nede trak vores gruppeledere pludselig til side og stoppede, angiveligt uden grund. Jonas og jeg fortsatte som de eneste ufortrødent. De næste mange kilometer foregik med skiftende føringer, men til sidst kun med Jonas i front, da jeg var ved at løbe tør for kræfter. 25 km før mål kom den sidste stigning på 300 højdemeter over 8 kilometer, ikke alverden, men den var ond og gjorde det slemme ved mig, selvom flinke mennesker gav os cola og lakrids før toppen. På nedkørslen kunne jeg ikke engang lukke hullet til Jonas. Da vores gruppe fra tidligere så pludselig dukkede op af ingenting var der ikke andet at gøre end at splitte op. Vi havde et mål om at køre under 18 timer, så hvis vi ikke begge kunne gøre det, så var det næstbedste, at en af os kunne lykkes. Jonas hoppede derfor med gruppen, da de passerede mig med 15 kilometer til mål og forsvandt i det fjerne. På forunderlig vis tog jeg mig sammen og mønstrede de absolut sidste kræfter og formåede at holde en nogenlunde stram kæde til mål i Sogndal. I mål blev jeg modtaget af Jonas, Jette og Thea og en speaker, som udbasunerede, at “vores danske ven Thor Ib Nielsen var kommet i mål i tiden 17 timer og 56 minutter” – 5 minutter efter Jonas og 4 minutter før deadline. Så målet på max. 18 timer blev nået for os begge. Efter diplomudskrift mv. blev der serveret grillmad og vi fik snakket med “vennerne” fra gruppen. Vel tilbage i hytten i Lærdal blev der hvilet lidt før turen blev fejret med endnu noget grillmad og en smule rødvin og klokken var vel omkring 22.00 før der var dømt godnat.
Efterskrift
Løbet levede bestemt op til forventningerne, både som arrangement, resultatmæssigt og ikke mindst vejrmæssigt. Det kan vist ikke gå op i en højere enhed. Vi nåede de 18 timer! Hvad er vores grænse? Kan der skæres mere af? Vi ved det ikke!