Jotunheimen Rundt 2012 – 430 km – 4700 højdemeter
2012 blev året, hvor jeg gennemførte min første Jotunheimen Rundt!
Jeg har gennem flere år villet prøvet kræfter med dette løb. I 2011 var jeg tilmeldt, men måtte desværre melde afbud pga. sygdom.
Men siden det skuffende afbud har jeg leget med tanken om, at 2012 ville blive året, hvor denne udfordring skulle stå sin prøve.
Optakt
Hvordan skal man forberede sig til sådan en udfordring? Hjemmesiden for Jotunheimen Rundt (http://jotunheimenrundt.com) indeholder mange oplysninger. Men det er mest af praktisk og organisatorisk art.
En anden inspirationskilde er de mange beretninger fra nogle af deltagerne, som der også er at finde på hjemmesiden. Her får man et lille indblik i, hvad et langdistanceløb kan indeholde af oplevelser – på godt og ondt. Det giver en fornemmelse af, hvordan deltagerne oplever løbet.
Min sidste kilde er førstehånds, og er min nevø Jonas, som deltog i 2011. Et år, som efter sigende skulle have været det værste i mange år, rent vejrmæssigt. Han har givet mig mange beretninger om sine oplevelser. Han har været en stor motivator og inspirationskilde for denne optakt.
Forberedelse
God og struktureret træning må være vejen frem. Det var opskriften for mig. Så i vinters holdte jeg formen vedlige med mountainbike. Det blev til en del ture i skovene omkring Rørbæk Sø – alle turene mellem 2 og 3 timer.
I det tidlige forår kom racercyklen frem, og selvom jeg har haft mange små turer, så har det været vigtigt også at få noget distance i benene. Så i maj måned deltog jeg i Giro Horsens (155 km) og Grejsdalsløbet (178 km). Desuden har jeg den sidste måned op til Jotunheimen Rundt trænet mange 100 km turer – alt sammen for at være klar til de mange timer i sadlen.
Den sidste uge op til løbet var kun vedligeholdelse.
Status for forberedelsen: Ca. 4000 km fordelt på 600 km MTB og 3400 km racer.
En ting er den fysiske form og træning i lavlandet. Et andet er cyklens tilstand og opsætning, så man kan klare bjergkørsel. Så jeg fik gennemgået alle sliddele og skiftet bremser, stor klinge, kassette og kæde. Gearingen blev 12/25 og 50/34. Denne gearing skulle kunne klare Sognefjellet, når man efter godt 330 km rammer denne modbydelige stigning.
Der blev også monteret en rimelig stor sadeltaske, for og baglys.
Rejsen
Onsdag den 4. juli kørte vi tidligt afsted mod Lærdal. Det var en lang rejse, og vi var fremme lidt efter kl. 23.00. Indkvarteringen foregik i en hytte på Lærdal Camping. Iøvrigt et hyggeligt sted helt tæt på Sognefjorden.
Torsdag blev brugt til cykeljustering og en lille tur op ad Aurlandsfjellet. Det er en voldsom stigning, skal jeg hilse og sige.
Løbsbeskrivelse
Endelig blev det fredag den 6. juli. Dagen, som jeg havde set frem til med spænding i meget lang tid. Det var nu, at alle forberedelserne ville vise sig, om de havde båret frugt.
Dagen blev brugt til afslapning og klargøring.
Da løbet er 430 km langt, bliver man nødt til at finde nogle delmål. Jeg valgte, at se distancerne mellem depoterne som etaper. Og altid kun fokus på igangværende etape.
Etape 1 Lærdal – Vang (Øye Skule) 86 km 3:46 (kl. 00.51) 24,9 km/t
Filefjellet er en meget lang stigning over 50 km. Til at starte med ikke så voldsom i procenter, men de sidste 10 km tager den fat med ca. 6%. Herefter kommer man op på højfjellet, hvor man kører små 20 km, hvor det går op og ned, inden der venter en godt 10 km nedkørsel.
Kl 21.05 gik starten. Der var godt og vel 250 mand, som blev sendt afsted på en gang. Der blev holdt stor fart fra starten, og alle ville hænge på til foden af Filefjellet. Det var mange mand at have kørende på den eneste hovedvej mellem Lærdal og ”verden”, så det var lidt spændende, når biler og lastbiler skulle forbi os. Men alt gik fint alligevel.
Som sagt blev der lagt et hårdt tempo fra starten. Det betød, at jeg kom i den tunge ende af feltet. Da vi ramte Filefjellet måtte jeg og Jonas slippe og komme op i vores eget tempo. På det tidspunkt var jeg i alvorlig krise. Jeg overvejede faktisk at bryde, men holdt på. På toppen af Filefjellet måtte jeg tage løse ærmer, ben og min regnjakke på. Jonas var heldigvis godt kørende, og opmuntrede mig til at fortsætte. Det var simpelthen så koldt. Set i bakspejlet skulle jeg have haft mine lange bukser og vinterjakke på. Men der var ikke rigtig noget at gøre, andet end at komme videre mod 1. depot ved Vang. Langs vejen var der mange steder folk som heppede på os. Nogle steder var der også bål ved vejen. På en forunderlig vis giver det kræfter at blive mødt med HEIA, HEIA – stor tak til alle!
Mørket faldt på da vi ramte nedkørslen. Selvom det aldrig bliver rigtig mørkt på denne årstid, så skal man alligevel have noget godt lys på cyklen, både så man kan se frem og blive set af bagfra kommende trafik.
Vel ankommet på depotet i Vang fik jeg varmen i kroppen igen. Der var brød med ost, pålæg, marmelade, kaffe, chokolade, bouillon, energidrik i forskellige varianter og saft. Og hold da op, hvor var det godt og tiltrængt. Spise, spise, spise, drikke, drikke, drikke – og så lige en varm kop kaffe til at runde af med. Fylde op med saft i de 2 drikkedunke, og så ellers videre mod næste depot i Fagernes.
Etape 2 Vang – Fagernes * 59 km 2:00 (kl. 02.51) 29,5 km/t
Akkumuleret 145 km 5:46 26,6 km/t
Vejen til Fagernes var løbets fladeste og indbød til tempokørsel. Desuden kørte vi midt om natten, hvilket stillede større krav til at holde øje med huller og revner i vejen.
Jonas og jeg startede ud fra depotet i Vang, men efter ca. 10 km kom der en gruppe på 4 mand op til os. Vi hægtede os på med det samme, og fik hurtigt føling med tempoet. Det fungerede virkelig godt, Vi skiftedes til at have vores føringer og tempoet blev holdt nogenlunde konstant. Der skulle kun korrigeres på de små stigninger, som var undervejs. Jeg havde fået varmen tilbage, og energien fra depotmaden havde en virkelig god effekt. Faktisk begyndte jeg at køre med overskud. Det er en meget mærkelig oplevelse at gå fra den dybeste krise til det stik modsatte, og det indenfor 1 time. Halvvejs mod Fagernes begyndte det at småregne, og det blev det faktisk ved med helt til depotet. Status for denne etape. Både Jonas og jeg kørte med overskud, og var ved godt mod, da vi ankom til depotet. Her var menuen den samme som i Vang, så der blev spist igennem, drukket godt, og fyldt drikkedunke. Vi havde fået noget ekstra tøj ud på dette depot, men vi valgte at fortsætte uden tøjskift, trods at vi var lidt våde. Næste etape ville nemlig være 38 km opkørsel til Beitostølen, så vi vurderede, at vi ville få varmen alligevel.
Etape 3 Fagernes – Beitostølen * 38 km 1:55 (kl. 04.46) 24,5 km/t
Akkumuleret 183 km 7:41 24,7 km/t
Etapen til Beitostølen er 38 km, og det går kun op. Den starter let, men bliver gradvis stejlere. Jeg vil tro de sidste 5 km er på ca. 6%. Så alt i alt en lang, men ikke så svær stigning.
Vi brugte lige lovlig meget tid på Fagernes depotet. Det betød, at vores gruppe var kørt. Det positive var så til gengæld, at det var blevet morgen og dermed lyst igen. Det gjorde det noget nemmere at orientere sig om vejens beskaffenhed, og dermed undgå de værste huller. Desuden var det holdt op med at regne, så livet var bare skønt. Jeg havde fået skruet bjergbenene på, så det gik rigtig godt op mod Beitostølen. Jonas derimod havde det lidt svært, men bed tænderne sammen. Der gik ikke længe inden vi havde indhentet vores gruppe, men de kørte imidlertid for langsomt. Derfor måtte vi finde tilbage til vores eget højere tempo. Vi hentede flere ryttere på denne strækning. Den sidste kilometer til depotet måtte Jonas slide, men i depotet var der et tiltrængt pitstop. Der blev spist og drukket en masse, samt vurderet om vi skulle skifte til det tøj, som var lagt ud på dette depot. Vi valgte det fra. Ved dette depot lagde jeg mærke til en minibus med hænger. Den fulgte os hele vejen rundt. Men den blev brugt til de ryttere som ”stod af”, og på Beitostølen var der frafald fra 2. Jeg snakkede lidt med den mekaniker, som fulgte med os rundt. Han opmuntrede os, der var kun 69 km til næste depot, og en let etape. Vi skulle blive klogere! Der var utrolig mange myg i Beitostølen, så vi valgte at komme videre, samtidig med at det begynde at regne temmelig meget.
Etape 4 Beitostølen – Lemonsjøen 69 km 3:24 (kl. 08.10) 21,3 km/t
Akkumuleret 252 km 11:05 22,8 km/t
Denne etape er på 69 km og tilsyneladende nedkørsel det meste af vejen. Men man skal ikke lade sig snyde. De første 10 kilometer er meget hård opstigning med op til 10%. Når man så er ovre Valdresflya og den lange lige nedkørsel, kommer man ind på et ”falsk plateau”, som Rolf Sørensen ville kalde det. De sidste kilometer til Lemonsjøen er en lille bakke på ca. 5 kilometer, og absolut ikke noget, som man har brug for lige der.
Vi skulle lige have benene i gang igen. Jonas var stadig ikke på stikkerne. Så vi begyndte opstigningen til Valdresflya i et behersket tempo. Regnen tog til og det begyndte også at blæse meget. Det var en direkte modvind. Det var bare at klemme ballerne sammen og fokusere. På toppen stilnede regnen heldigvis af og vinden forsvandt. Det var faktisk lidt mærkeligt, men det var vi ikke utilfredse med. Men det var forbandet koldt. Jeg måtte have regnjakken på for at beskytte mig mod kulden.
Vi gav den gas på nedkørslen, et langt lige stræk over mange kilometer. I bunden af nedkørslen kom vi ned til et stykke på godt 30 km. Det er ikke fladt eller går nedad. Det var det ”falske plateau”. Det gik ned, lige ud, og op. Et svært stykke, som føltes uendeligt. Jonas havde det svært her. Heldigvis var der 3 fra den tidligere gruppe, som vi slog følge med. Vi kom ind i et godt samarbejde, så man fik sig et hvil en gang imellem. Gruppen bestod af en dansker, en nordmand, en norsk kvinde, Jonas og jeg. Nordmanden var ikke meget for at tage sine føringer, så arbejdet blev hovedsageligt fordelt mellem danskerne. Ikke helt retfærdigt, når han nu var på hjemmebane. Ca. 5 kilometer før Lemonsjøen kom der en lille irriterende bakke. Jonas og jeg havde igen lidt tur i bjergbenene, så vi holdte tempoet, og kom til depotet noget før de andre. Her gentog ritualerne fra de tidligere depotbesøg sig endnu engang. Eneste ændring var, at man serverede øl (alkoholfri) til madderne. Og det skulle selvfølgelig prøves.
Status efter dette depot. Kørte egentlig med overskud. Jeg havde spist og drukket godt undervejs, og det var nøglen til succes.
Etape 5 Lemonsjøen – Lom * 41 km 1:47 (kl. 09.57) 27,9 km/t
Akkumuleret 293 km 12:52 23,4 km/t
Dette stint er kun på 41 km. En lang og stejl nedkørsel fra Lemonsjøen bliver efterfulgt af godt 10 flade kilometer. De sidste 15 km ind til Lom er lettere kuperet.
Jonas gik i udbrud på nedkørselen. Pludselig tog pokker ved ham, og han var væk. Frygtløse menneske. Vores gruppe var blevet reduceret til 4 mand. Med en punktering til vores danske ven, var han sat ud af spillet. Så på det flade stykke mod Lom var vi den norske kvinde, Jonas og jeg tilbage. Da vi nåede småbakkerne var vi kun os selv. Bakkerne var bare ”trælse”. De føltes føles som stejle bjerge, i ben, som var på vej til at have kørt 300 km. Men der var en motivation. På depotet i Lom blev der lovet gryderet. Endelig noget andet føde til maven end brød, marmelade og andet sukkerstads. Maven havde protesteret i lang tid mod den ”søde” behandlig, Så en ordentlig gryderet stod øverst på ønskelisten. Men da vi kom til depotet var der ikke mere gryderet. Så skuffelsen var stor, da vi blev spist af med en kop varm bouillon med nudler. Skuffelsen blev dog vendt til glæde, da der pludselig blev tryllet gryderet frem. Dejlig varm gryderet, og der blev spist igennem. Vores mekaniker var også på dette depot, og jeg spurgte ham, hvordan vi skulle takle den næste etape til Sognefjellet. Han sagde, giv den max. gas. Så vi måtte mobilisere de sidste kræfter, der manglede jo kun godt 130 km. På dette depot havde vi også reservetøj, men vi valgte at fortsætte uden tøjskift.
Etape 6 Lom – Sognefjellet * 50 km 3:54 (kl. 13.51) 14,1 km/t
Akkumuleret 243 km 16:46 14,8 km/t
Kongeetapen på 50 kilometer med godt 1000 højdemeter og de værste stigningsprocenter på turen. De første 20 km er faktisk flade. Så kommer der en 10 km relativ hård stigning efterfulgt af 10 km nogenlunde fladt terræn, hvorefter de sidste 10 km stiger lige ind i himmelen med 10% eller mere med nålesving og rigtig alpefornemmelse.
Gryderetten havde gjort godt og nu var det tid for den ultimative udfordring. Vi var klar til det næste bjerg. Der var dårlig asfalt på det første lange stykke ud af byen. Det var ikke let at få det til at rulle. Heldigvis kom der ordentlig asfalt efter 15 kilometer lige før den første hårde opstigning. Lige her kom den norske kvinde, som vi sidst havde set før Lom, op til os. Det lod til at hun havde fået sin anden luft.
Vi fortsatte ufortrødent og ramte stigningen. Panik, panik, ned på 34/25 for overhovedet at kunne få pedalerne rundt. Op at stå, ned at sidde, op at stå, ned at sidde. Ingen ro, ingen rytme, bare hårdt i 10 km. Her fladede den ud og vi kørte rundt om en lille sø og så var der oven i købet en lille nedkørsel før vi kørte nogle kilometer på et plateau. Og så ramte den sidste stigning os som en hammer. Massive stigningsprocenter, nålesving og 333 km i benene. Det var ikke for sjov. Der var kun et i tankerne. På depotet på Sognefjellet var der varme vafler med rømme og marmelade. Og det var mere end rigeligt til at holde fokus. Lige før toppen begyndte det at regne, og da vi nåede depotet stod det ned i stænger. Så det var rigtig koldt. Men nu var det væsentlige at få guffet nogle vafler og drukket noget godt kaffe. Ind i teltet, få svøbt sig i et tæppe, og så få spist og drukket godt. En rytter ved siden af mig var faldet i søvn, og det siger lidt om de strabadser, som denne tur byder på. På Sognefjellet havde vi også noget tørt tøj liggende, men vi vurderede, at det ikke ville gøre nogen forskel at skifte, da regnen hurtigt ville gøre os våde igen. En mekaniker kom kom hen til os, og anbefalede at spare nogle kræfter for der var yderligere 300 højdemeter tilbage på fjellet. God og nyttig information, som jeg godt vill have være foruden. Men vi var fuld af fortrøstning. Nu var vi kommet så langt, og så ville vi også i mål.
Etape 7 Sognefjellet – Dale Skule 42 km 1:59 (kl. 15.50) 26,4 km/t
Akkumuleret 385 km 18:45 20,9 km/t
De 42 kilometer mellem Sognefjellet Turisthytte og Dale Skule i Luster består af 17 kilometer højfjellskørsel med 300 højdemeter. Så er der en 10 kilometer farlig nedkørsel med rigtig dårlig vej, som bringer en 1300 meter ned til Sognefjorden. Sidste del af denne etape er 15 kilometer flad vej langs fjorden til Dale Skule.
Vi var rigtig kolde og våde da vi tog fra depotet. Men nu skulle vi ned fra fjellet i en fart for at finde varmen i dalen. Turen over højfjellet var som en rutsjebane. Højdemeterne blev forceret ved at få rigtig god fart ned ad de små nedkørsler. De 17 kilometer var hurtigt kørt, og så stod den på 10 kilometer nedkørsel. Vejen var meget dårlig, regnen tog til, så det var med at passe på. I mange af nålesvingene var der samaritter klar til at yde hjælp, hvis noget skulle gå galt. Jonas gav gas og forsvandt i horisonten.
Jeg brugte bremsen meget, og var i bunden nogle minutter senere. Nu var der kun 15 kilometers flad kørsel til næste depot. Vi kørte langs Sognefjorden, gennem nogle tunneller og kom frem til Dale Skule i Luster. Her serverede de også vafler, så det gav humøret et ekstra hak op. Vi fik en snak med en af vores følgesvende fra tidligere. Han anbefalede os at prøve kræfter med Tronheim-Oslo, som er på 540 km, men ikke har så mange højdemeter. Vi så også den norske kvinde igen. Vores tilstand var OK men vi var trætte, havde ømme skuldre og nakke, knæene gjorde ondt – og for at være ærlig, så var der ikke mange kræfter tilbage. Til sidst tog vi os sammen og drog ud på det sidste stint.
Etape 8 Dale skule – Sogndal 45 km 2:02 (kl. 17.52) 22,3 km/t
Akkumuleret 430 km 20:47 21,0 km/t
De sidste 45 km til mål består af en flad 20 km strækning. Så kommer den sidste udfordring, som er en 8 km bakke, som indeholder 300 højdemeter. Den efterfølges af en 10 km nedkørsel, hvorefter de sidste 7 km er flade til målet i centrum af Sogndal.
Så tæt på mål. Det gav et boost og holdte os i gang. Hastigheden var ikke overvældende, men vi formåede alligevel at køre rundt. Vi ramte foden af den sidste stigning, og kunne næsten ikke holde fart. Men på forunderlig vis klatrede vi de 300 højdemeter i et meget moderat tempo. Nedkørslen blev også klaret, selvom vi på det tidspunkt trådte firkanter. De sidste 7 km blev en lang sprint. Jonas gik fuldstændig amok. Det kunne ikke være fordi han havde flere kræfter tilbage. Det måtte udelukkende være fordi, at målet var indenfor rækkevidde, og at der ventede grillmad. Ja, der ventede grillmad. I Sogndal blev vi guided gennem kryds og rundkørsler, og lige pludselig var målstregen der. Midt på torvet, en masse mennesker, og vi var i mål. Jette og Thea var der også, og der blevet taget fotodokumentation. Vi skyndte os at klæde om til civilt og få cyklerne hægtet på bilen. Diplom blev udskrevet, medalje modtaget og en halsedisse til de kolde dage var også en præmie. OG SÅ VAR DER GRILLMAD! Efter maden og den sædvanlige cykelsnak, herunder udtalelsen ”Aldrig mere …..”, fandt vi tøjet, som havde været på depoterne, og kørte til vores hytte i Lærdal. Her grillede noget mere, fik en enkelt øl – og måske også et glas rødvin, før jeg gik i seng.
Efter løbet
De mange timer på cykelen gav naturligvis en reaktion. De næste par dage var jeg øm i kroppen. Nakke, skuldre, arme og knæ var især hårdt ramt. Men på forunderlig vis restituererede jeg rimelig hurtigt.
Løbet er godt organiseret. God skiltning, depoterne er i top, servicebiler er synlige og man er klar til at samle folk op, som ikke kan mere. At det er et mindre løb med et max. 600 deltagere har helt sikkert en betydning. Der er plads alle steder og især på depoterne.
Samlet set var det en rigtig god oplevelse. Kriser, overvindelse af kriser, fantastisk natur og opnåelse af et mål.
Vel hjemkommet fra Lærdal kan jeg kun sige ”Ja, det kunne jeg godt tænke at prøve igen – på et tidspunkt”.
Efterskrift
En sjov beregning. Hvis man ser på gennemsnitshastigheden på kørecomputeren viser den 24,4 km/t. Det er selvfølgelig uden pauser. Hvis man regner lidt på det, får man følgende tal:
Computer køretid uden pauser Lærdal – Sogndal 430 km 17:59 24,4 km/t
Aktuel køretid med pauser Lærdal – Sogndal 430 km 20:47 21,0 km/t
Pauser 24 minutter pr. depot Lærdal – Sogndal 430 km 2:48
Pauserne har altså kostet 2 timer og 48 minutter. Fordelt på 7 depoter giver det en snit depottid på 24 minutter.
Nu tog vi os bevidst god tid på depoterne, men hvis man vil spare ”nem” tid, kunne man ved 10 minutter på hvert depot spare 1 time og 38 minutter på turen. Det ville have givet følgende:
Beregnet køretid m. 10 min. pauser Lærdal – Sogndal 430 km 19:09 22,5 km/t
Hvis man skal skære tid af selve køretiden, skal der en bedre grundform til. Hermed menes flere kørte kilometer, samt noget decideret bjergtræning. Det vil så også betyde, at man sandsynligvis får større mulighed for at finde en gruppe, hvor der også ligger en del synergi.
Men den nemmeste og hurtigste vej til en bedre tid, er at optimere depottiderne.
Huskeliste Jotunheimen Rundt
Tøj:
Løse ærmer
Løse ben
Regnjakke
Vinterjakke
Vinterhandsker
Sommerhandsker
Skoovertræk
Cykel:
Baglygte
Forlygte
Pumpe
Cykelcomputer
Sadeltaske
– Indhold i sadeltaske: 3 slanger med lang ventil
– Dækjern
– Buksefedt
– Migrænemedicin
– Telefon og nr. til hjælp (servicebil)
– Penge
Tjekke og evt. udskifte:
Tandhjul 12-25
Tandhjul 50
Kæde
Tacx gearruller
Bremsegummi
Eger
Dæk
Smøring
Tøj på depot:
Fagernes:
Vinterbukser
Strømper
Beitostølen:
Strømper
Lom:
Strømper
Sognefjellet:
Svedundertrøje
Cykeltrøje
Cykelbukser
Strømper
Bilag
- Infoskriv-JR-2012-1w.pdf
- Jotunheimen-rundt-2012-dekkerapport.pdf
- Resultatliste.pdf