Den tur vil jeg nok komme til at høre for.
Lars og jeg var i den tro at vi var de eneste der skulle køre idag, idet ingen andre havde givet klar besked til træning onsdag eller på nettet. Vi lavede derfor tidspunktet om til 8.30, hvilket var ærgeligt, idet jeg lige har set at Peter, Per og Thomas var kørt kl. 9.00.
Lars og jeg kørte hinanden i møde på Horsens-Silkeborg landevejen og til vores glæde var også Finn dukket op ved klubben.
På min opfordring drog vi afsted mod Grejs/Vejle/Daugård, idet det var længe siden, at jeg sidst havde været på de kanter og Finn og Lars fulgte velvilligt efter.
Allerede ved Hatting kom jeg i tvivl om, hvor vi skulle dreje fra og vi valgte da også forkert. Vi kom hurtigt ud på landevejen mellem Hedensted og Horsens. Så prøvede vi en vej ind mod Ølsted og senere kom vi så til Løsning. Da vi nåede Øster snede svigtede hukommelsen endnu engang og vi kom til endnu en by jeg ikke husker navnet på.
Pludselig var der stor genkendelse ved udkanten af Vejle og Grejs var nu ikke længere et mål for turen. Istedet begav vi os ned til Bredballe og herfra til Tirstrup strand ————- og så gik den asfaltvej ikke længere. En dame sagde, at vi bare kunne fortsætte ca. 2 km. ad grusvejen og så kom der asfaltvej igen. Nej, det gjorde der ikke. Jeg havde lokket Finn og Lars med på noget jeg ikke selv anede hvor ville ende.
Det lykkedes Finn at styrte op ad en stejlere end stejl bakke med ca. 5 km/t, Finn punkterede, grusvejen blev ved i ca. 4 – 5 km med hæftige stigninger. Lyspunkterne på skovturen var de mange udsigtsspots hvor vi kunne se en blikstille Vejle fjord, udsigten ind til broen og flotte bygninger.
Jeg beklager min guidning til Finn og Lars og stiller mig gerne bagerst i køen næste gang vi skal finde vej.
Tid (timer/min.): 3.44
Vejr: sol, skyer og tørt
Temperatur (grader): 5-10 C
Vind: svag
Puls: < 165
Distance (km): 101
ÅTD budget/opnået (km): 1465
Ugebudget/opnået (km):
Terræn: landevej( og lidt skov)
Gns. hastighed (km/t): 27
Max. hastighed (km/t): 59